Maria fra Ukraine: Folk hjælper virkelig hinanden – de står sammen

Et besøg i København til nordisk komitemøde giver ny viden og nye perspektiver til arbejdet med stomipleje i Ukraine

Af Laura Prip Thorsen, journalist på Stomiguiden.dk

Stomiforeningen COPA har inviteret repræsentanter fra stomiforeningen i Odesa til fem dage i København med oplæg, hospitalsbesøg og erfaringsudveksling om stomipleje, rehabilitering og frivilligt arbejde i patientforeninger.

Programmet byder også på fælles middage og sightseeing i byen, indet opholdet afsluttes med deltagelse i NOA, Nordic Ostomy Meeting, hvor repræsentanter fra stomiforeningerne i Danmark, Norge og Island også deltager.

Blandt deltagerne er Maria. Hun deltager som en del af den ukrainske delegation, der i år er inviteret med til mødet gennem et samarbejde med Rigshospitalet.

For Maria er dagene mere end bare et konferenceprogram. Hun er rejst til København for at samle viden og erfaringer, som kan bruges hjemme i Ukraine – både i hverdagen med sin far, der har stomi, og i arbejdet for stomiorganisationen i Odesa.

Til daglig er Maria frivillig i organisationen, hvor hun blandt andet hjælper som oversætter. Det er første gang, hun oplever, hvordan arbejdet med stomipleje og patientstøtte fungerer uden for Ukraine.

Et stigende behov

Behovet for stomipleje i Ukraine er stort. Krigen har gjort situationen endnu mere presserende. Ifølge Maria er antallet af stomibrugere stigende – især blandt unge mænd, der bliver såret i kampene.

– På grund af krigen er antallet stigende. Især unge mænd bliver såret af missiler, droner eller metalsplinter og har brug for en operation – og bagefter får de en stomi, fortæller hun.

Organisationen i Odesa er den største stomiorganisation i Ukraine. Den fungerer som et knudepunkt og distribuerer hjælpemidler til andre byer i landet.

Men ressourcerne er begrænsede, og specialiseret viden kan være svær at få adgang til.

– I Ukraine har vi ikke særlig mange specialister inden for stomiområdet. Vi har for eksempel kun én specialiseret stomisygeplejerske i Kyiv. Det er meget svært, når vi taler om mennesker med stomi, forklarer Maria.

Netop derfor er besøget i Danmark vigtigt for Maria. Her får hun adgang til viden og møder hun en åbenhed omkring livet med stomi, som kan være svær at finde i Ukraine.

Inspireret af samarbejdet

I løbet af dagene i København bevæger deltagerne sig mellem mødelokaler, hospitaler og organisationer.

Deltagerne blandt andet besøgt Hvidovre Hospital og danske handicap- og patientorganisationer. Her har de fået undervisning om stomipleje og indblik i, hvordan samarbejdet fungerer i praksis – både mellem organisationer og i relation til sundhedsvæsenet.

Maria fremhæver især den enkle opbygning af organisationerne som noget, der gør samarbejdet effektivt.‍

– Strukturen i de danske organisationer er meget enkel og tydelig. Og netop derfor fungerer den så effektivt, siger hun.

Og det har gjort indtryk.

– Det føltes som om, at folk virkelig hjælper hinanden og står sammen, siger Maria.

Hun oplever en tydelig struktur og et stærkt fællesskab, hvor organisationer arbejder sammen frem for hver for sig. Det står i kontrast til en hverdag, hvor arbejdet i Ukraine ofte er mere opdelt – og hvor samarbejde på tværs mellem foreninger ikke er en selvfølge.

Et spørgsmål om åbenhed

Forskellene mellem Danmark og Ukraine handler dog ikke kun om organisering, men også om kultur.

I Ukraine er det at have stomi stadig forbundet med skam, fortæller Maria og fortsætter:

– Folk kan ikke engang tale om det med deres pårørende. Det er en hemmelighed. Det er et tabu. Det er meget pinligt at have den slags problemer.