En hilsen til ungdommen fra Mr. COPA

Henning fik sin stomi, da han var 22 år i 1973. Det er over 40 år siden. I dag er han formand for COPA, og man kan vist roligt kalde ham Mr. COPA med alt den viden og det engagement, han har. Her har han været så super flink at skrive en lille velkomsthilsen og lidt om Stomiguidens korte historie.

Hej I unge og velkommen til Stomiguiden.dk!

Stomiforeningen COPA fik i foråret 2015 en henvendelse fra journalisten Jacob Nossell. Han spurgte om foreningen ville støtte en ide om en folder til unge, der skulle have eller havde fået anlagt en stomi.

Ideen var helt enkelt: Der skulle være noget tilgængeligt for unge om livet med stomi - med en tekst der ikke var så højtidelig eller lidt for kedelig for de unge. Teksten skulle være skrevet med humor, dog med respekt for at man pludselig fik denne pose på maven – en ”lortepose”, som de unge ofte siger. Stomiforeningen COPA var straks positiv over for ideen, da vi udmærket var - og er -  klar over, at vores medlemsskare for det meste består af personer ”lidt oppe i årene”.

Det har i mange år været et ønske, at der kom lidt fut i de unge med stomi. COPA´s ungdomsgruppe havde i mange år forgæves prøvet at ”lokke” unge med til deres arrangementer (det skal dog siges, at der altid har været unge medlemmer med stomi).

For mange år siden - i 80’erne - var der godt gang i aktiviteter for de unge med stomi. De unge dengang er nu blevet lidt ældre, men er stadig aktive i COPA-regi.

Tiden løb fra et medlemskab i en patientforening. Det var såmænd ikke svært at fastholde dem, som havde været unge. De er jo stadig i foreningen. MEN at få nye unge i foreningen – det var og er stadig en hård tur opad bakke.

For en del år siden var vi så heldige at få en ret stor arv, hvoraf en del var bundet i en 20-årig periode til aktiviteter for unge med stomi. Så det har da været ret træls ikke at kunne bruge det årlige beløb til de unge. Heldigvis kom der så denne henvendelse fra Jacob om vi ikke ved fælles hjælp kunne få lavet noget ny og nærværende information til unge med stomi.

Processen udviklede sig til at Jacob kom med et oplysningsprojekt ”Ung med stomi”. Jacob havde fået tilsagn fra fagfolk (både fra medie- og hospitalsverdenen), der gerne ville hjælpe med projektet. Det skulle være en webbaseret Stomi-guide, der tilpasses nutidens kommunikationsbrugere.

Hovedbestyrelsen i COPA var enige om, at her var der en oplagt mulighed for at få fat i de unge - Nu er processen i fuld gang.

Tak til Jacob – det var en god ide! Held og lykke til hele holdet bag arbejde med Stomiguiden.dk.

Henning Granslev, Landsformand i COPA.

p1020316-1
(Foto: Privatfoto)

Fakta om Henning

Årgang 1951. Fik ileostomi i 1973 pga. colitis ulcerosa. Er gift, har en datter og to børnebørn og haft fuldtidsjob siden 1977.

I videoen over artiklen kan du høre Henning fortælle sin historie, og hvad han har lært af livet med stomi.

I forbindelse med lanceringen af Stomiguiden.dk blev Henning Granslev interviewet af Radio24syv. Du kan høre hele interviewet her:

http://www.radio24syv.dk/programmer/ak-24syv/14820209/spin-stomi-1/