Af Jannika Løgtved  

Hej derude. Jeg er her for at fortælle jer lidt om min rejse som ‘stomist’. En rejse, som jeg dårligt nok nåede at opfange, jeg var med på, før jeg lå der i operationssengen med en pose på maven.

‍

Før jeg fortæller min historie, får I lige et par facts om mig. Mit navn er Jannika, jeg er 33 år ung og er bosat nord for Aarhus. I mit daglige virke er jeg folkeskolelærer på snart tiende år, mor til to krudtugler; Aksel på 5 år og Sophia Olivia på 3 år, og gift med børnenes far, Simon.

‍

Min ufrivillige rejse mod en stomi begyndte i sensommeren 2021. Jeg var lykkeligt gravid for anden gang og de første 20 uger gik som forventet og meget a lá min første graviditet. Det var både fryd og kvalmefyldt, men alt var som det skulle være og det meste kunne kureres med lækre surdejsboller.  

‍

I samme periode var min elskede mor blevet syg og var under udredning. Dagen inden min 20-ugers scanning ringede mine forældre til mig og fortalte, at min mors sygdom desværre var uhelbredelig og meget alvorlig. Fra den dag af, fik jeg ondt i maven. I begyndelsen var det gradvist, men det tog hurtigt mere og mere til.  

‍

Efter efterårsferien var det så slemt, at jeg blev sygemeldt fra mit daværende job, da jeg med 8-12 daglige toiletbesøg ikke kunne passe andet end min seng.

‍

Jeg var ved lægen nogle gange, men det var ‘let’ at konstatere, at det var en stress/sorgreaktion på min mors situation kombineret med at jeg også var gravid, hvilket kan gøre skøre ting ved kroppen. Symptomerne blev dog mere og mere uudholdelige og jeg fik astmatiske symptomer oveni. Jeg havde voldsomme smerter om natten, og det var umuligt at sove på siden. Efter endnu et lægebesøg og endnu en mislykket revolytkur, blev jeg endelig sendt videre til hospitalet.  

‍

Her viste en MR-scanning hurtigt, at min tyktarm var meget hævet. Jeg blev indlagt, fik en koloskopi, men da jeg var gravid, var det svært for lægerne at undersøge mig fyldestgørende. De kunne dog konstatere, at jeg havde enten Crohns eller Colitis, og vi opstartede behandling. Det blev en lille smule bedre, og netop som jeg blev udskrevet, gik jeg pludselig i fødsel i uge 35+5. Min datter kom til verden, og jeg kæmpede i tiden efter med amning og hyppige mavesmerter.

‍

Da min datter var en måned gammel, kom jeg i CT-scanner efter endnu et tilbagefald. Her konstaterede lægen, at jeg skulle have stomi, og at der ikke var andet alternativ end døden.

‍

Fem dage efter denne besked vågnede jeg efter en lang operation med en pose på maven.

‍

Jeg nåede aldrig rigtig at forstå det – men jeg vidste, at det her var min chance for at leve mit liv igen. Ikke som før, men i ny forklædning. En forklædning, der skulle vise sig at blive min vej til frihed.

‍

I mit næste indlæg vil jeg fortælle jer om, hvordan mit liv med stomi har givet mig frihed på et nyt plan.