Af Mads Bak Jørgensen, blogger på Stomiguiden.dk

Da jeg først havde forenet mig med tanken om, at jeg skulle have stomi – og en operation skulle ske, ville jeg forberede mig bedst muligt. Men hvordan griber man egentlig det an?

‍

Det første, jeg gjorde, var at undersøge muligheden for at tale med en psykolog. Jeg talte med min egen læge, og vi blev enige om, at det var en livsændrende begivenhed. Jeg fik en henvisning og tog kontakt til min sundhedsforsikring gennem arbejdet, som heldigvis dækkede nogle timers psykologhjælp. Det satte hurtigt gang i forberedelsen.

‍

Ventetid og samtaler om det svære

I starten af januar 2025 havde jeg den første samtale med kirurgen, og derefter begyndte den lange ventetid. Den føltes som en af de længste måneder i mit liv. Jeg kontaktede hospitalet flere gange for at høre, om operationen var planlagt. I mellemtiden brugte jeg samtalerne med psykologen til at udforske mine værdier, kompromiser og håb for fremtiden.

‍

Mange af mine håb og drømme var fokuseret omkring min familie og samværet med dem. Mine ønsker for at være til stede med for min søn Teodor, det at bevæge os uden for uden begrænsninger. Jeg ville gerne kunne bruge de ekstra 10 minutter det kunne tage at undersøge et insekt eller kaste sten i vandet, hvad end vi kan finde på. Jeg brugte også en del tid sammen med min kone Aura om aftenen på at tale om, hvad det betød for mig, hvad hun følte, hvad vi begge håbede på, hvad vi frygtede og hvordan vi havde det. Det at italesætte alle følelser omkring operationen var vigtigt for os begge to, og gjorde at vi begge følte os klar på dagen.

‍

Et skriv til mig selv

Vi forberedte også Teodor på, at jeg skulle på hospitalet, fordi jeg havde ondt i maven, og jeg skulle være på hospitalet i et stykke tid for at få det bedre. Teodor glædede sig til at hans onkel og tante skulle komme på besøg. Planen var at de skulle flytte ind, imens jeg var indlagt, så de kunne hjælpe med en stabil hverdag til Teodor.

‍

Weekenden før operationen den 3. februar i år var jeg alene hjemme, Teodor var hos sine bedsteforældre og Aura havde en weekendtur med sine veninder. Jeg brugte tiden på at spille PlayStation og spise pizza - og toiletbesøg. Det vigtigste, jeg gjorde den weekend var dog at skrive en besked til mig selv. I beskeden reflekterede jeg over de sidste to år, hvorfor jeg havde tilvalgt stomi og hvad jeg gerne ville efterfølgende. Jeg skrev også lidt om, hvilken reaktion jeg troede ville komme fra Aura, umiddelbart efter operationen.

‍

På operationsdagen var det en stor hjælp at jeg havde skrevet det hele ned. Da jeg blev kørt til operationsstuen, var den ikke klar, og jeg endte med at vente 10-15 minutter alene i et lille rum. Det føltes som en time. Imens prøvede jeg at sove, men tankerne cirkulerede også omkring om det var det rigtige at gøre. I den situation vendte jeg tilbage til mit skriv fra weekenden, mine samtaler med psykologen, mine oplevelser de sidste to år og mine håb og drømme for fremtiden.

‍

Giv dig selv tid til at forberede dig

Det var enormt vigtigt for mig at jeg havde brugt tid på at forberede mig, på at stille alle de spørgsmål, jeg havde, til både kirurg, stomisygeplejerske, psykolog og diætist.

‍

Jeg kan kun anbefale andre at bruge tiden på at forberede sig mentalt, at bruge muligheden for at tale med en professionel: Og jeg kan kun opfordre andre til at gøre det samme: Sæt ord på dine tanker og få værktøjer til at håndtere livet efter operationen.  

‍

Det gør en stor forskel – både før og efter.

‍