Tre uger - tusind tanker

Stomiguiden.dk mødte Janine Christensen tre uger efter, hun havde fået stomi. Hun fortalte os lidt om erfaringerne, tankerne og følelserne fra sit “nye” liv, som hun kalder det.

 (Billede: Stomiguiden.dk)

- Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har været så glad, som jeg er nu, selvom jeg også har svært ved at acceptere det.

Sådan opsummerer Janine Christensen sin sindsstemning tre uger efter sin stomioperation, hvor hun har fået lavet en midlertidig ileostomi, der et par måneder fremme i tiden skal laves permanent.

Forud er gået næsten 15 år med mavesmerter, hvor hendes læger i lang tid sagde, at det måtte være noget psykisk, hvor en tidligere kæreste påstod, at hun var doven, hvor veninderne blev skuffet, når hun tog tidligt hjem fra byen, og hvor hun også har kæmpet med en depression på vejen.

Her giver hun et indblik i de første tre uger af sit nye liv.

Efter operationen

- Den første dag på hospitalet tænkte jeg ikke så meget over, at jeg havde den, for der var jeg meget groggy. Men dagen efter da jeg skulle ud at skifte den for første gang og får posen af og ser den, så stortuder jeg bare. Jeg blev simpelthen så ked af at se min lille, pæne mave være fuldstændig anderledes. Den lignede overhovedet ikke sig selv, og der stak jo noget fremmed ud, som jeg aldrig havde set før. Det var meget skræmmende.

- Jeg tænkte: ‘Det kan jeg ikke det her’. Så jeg var nødt til at få en fra personalet til lige at hjælpe mig med at skifte. Indtil om aftenen hvor jeg så sagde, at nu skulle jeg selv prøve. Der gik det faktisk meget godt. Så det var mest det første syn, der slog mig ud.

- Om aftenen kom det også lidt af, at sygeplejersken pressede mig lidt til selv at gøre det, for jeg skulle jo lære det og have det i fingrene, inden jeg skulle hjem. Det var lidt grænseoverskridende, men jeg klarede det til UG, som de sagde.

- De var meget overrasket over, at jeg kunne klare mig med tre morfinpiller, mens jeg var indlagt, men det er jo klart, når jeg har rendt rundt med mavesmerter i 15 år, så er det jo peanuts ved siden af.

Læs også: Marie: Fra Colitis Ulcerosa til J-pouch

Startvanskeligheder

- Dagen efter, jeg blev udskrevet, blev jeg hasteindlagt igen, fordi jeg var meget dehydreret. Min tarm ville simpelthen ikke optage den væske, jeg drak. Så der var jeg indlagt i ni timer, og det var jeg igen om søndagen.

- Så kom jeg hjem på egen hånd og skulle stå med det hele, og jeg var bange for, om jeg satte den forkert, om den var utæt, og jeg havde det rigtig øv med det.

- Jeg gik hele tiden og tjekkede, og det gør jeg stadigvæk. Og så var jeg så uheldig, at jeg ikke kunne bruge de poser, jeg havde fået med. Så jeg var til kontrol i går og har fået nogle nye.

Leg med niecen og skype med mor

- Allerede en uge efter operationen begyndte jeg at tænke over, at jeg havde fået det bedre. Jeg havde ikke engang ondt efter operationen, og der var ingen mavesmerter! Og så er det ellers gået smertefrit lige siden.

- Det føles bare fantastisk. Jeg er blevet mere glad, jeg smiler hele tiden, og jeg kommer ud. Selvom jeg er nyopereret, så fiser jeg rundt. Det kan ikke gå hurtigt nok - jeg skal bare ud.

- Jeg har været ude at køre nogle lange ture, jeg har været ude og shoppe, jeg har været til fødselsdag, og jeg har været ude og spise en hel aften hos mine forældre uden at skulle hjem. Jeg har også været ude og lege med min niece, og det har jeg aldrig gjort før. Nu skal jeg til stranden med hende om 14 dage, og det havde jeg aldrig nogensinde drømt om, at jeg kom til.

- Jeg synes mine venner og bekendte har været okay. De har spurgt ind til det, men stadigvæk med lidt forsigtighed. Min familie er meget interesseret. Jeg har en mor på Fyn, og hun vil rigtig gerne skype med mig, når jeg skal skifte pose, og er rigtig interesseret i, hvordan jeg gør det, og hvordan det ser ud. Og jeg havde altså ikke troet, at de ville tage på den måde.

Læs også: Stine har syv bofæller og to ekstra hylder

Åbenhed og kæreste-jagt

- Jeg har også nogle venner, som slet ikke vil se det. Og det er heller ikke noget, jeg tilbyder folk. Det er mere, hvis folk er interesseret, så må de gerne se det. Jeg synes nemlig selv, jeg er meget åben omkring det.

IMG_4750
(Billede: Stomiguiden.dk)

- Jeg har været ret usikker. Det kommer sig nok af, at jeg er single. Jeg har ingen børn, så det er først nu, jeg skal ud og finde ham, jeg skal stifte en familie med. Og folk har bare det tabu om stomi, at det er ulækkert, og sådan er det bare. Og hvis folk bliver ved med at have den holdning, så finder jeg aldrig manden, jeg skal have et liv sammen med, så derfor er jeg åben og ærlig, og jeg vil gerne have at folk skal se, at det ikke gør mig til en anderledes person.

- Jeg er på en dating-side, hvor jeg også fortæller det til folk. Det synes jeg, de fortjener, hvis de slet ikke kan have med det at gøre. Folk skal vide, at det er dét, de går ind til, hvis det er mig, de skal på date med.

- Mange løber skrigende bort, så det er det første, jeg lægger ud med at fortælle. Take it or leave it. Og jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt ked af det, når folk vælger ikke at skrive til mig igen. Men det er tydeligt, at det er fordi, de ikke har sat sig ind, hvad det vil sige. Og på nogle andre områder er jeg nok ikke en skid bedre selv.

Se også: Sex og stomi: Hvordan siger man det?

Sex og selvsikkerhed

- Jeg er ikke nået til sex endnu. Jeg tror, jeg vil have det lidt svært første gang. Men jeg har været inde på nettet og undersøge, og der er jo ikke det, du ikke kan få af bælter, som kan få det til at sidde tæt ind til kroppen. Men jeg tror, det er noget, man aftaler med partneren, hvordan man har det bedst med det.

- Men jeg tror også, der går lang tid, inden jeg åbner mig for en anden person, fordi jeg først selv skal lære at acceptere det.

- Jeg ved ikke, om jeg er så selvsikker. Udad til er jeg det nok, men det er for at overbevise mig selv om, at jeg kan sagtens klare det her. Jeg kan godt mærke, at når jeg sidder for mig selv, har jeg ikke så skide meget selvtillid. Men jeg kan også mærke, at det hjælper, at jeg giver udtryk for, at jeg klarer det, at jeg er sej, og at jeg sgu er pæn nok med den pose. Så jeg tror bare, jeg opbygger det ved at bilde mig selv ind, at det går det hele.

- Det har ikke været noget problem at være ude i byen. Det eneste jeg tjekker er, om den buler, og om mit tøj er nede over den. Og ellers er det jo bare lydene. Når jeg står i en forretning. Rigtig pinligt, men jeg begynder bare at smile af det, og folk kigger måske underligt på mig, men jeg har ikke tænkt mig at gå fra mine varer, så jeg smiler bare lidt til dem, der hører det, og så er det sådan, det er.

Det tekniske er skide svært

- Det første, jeg spekulerer på om morgenen, er lige at tjekke, om den er utæt. Man lærer nok at smide bekymringerne, men jeg tror ikke man går gennem et helt liv uden lækager, så jeg har været ude og købe "baby"-lagener. Så må folk spørge underligt, når de overnatter her, men hellere det end at skulle have fat i en ny topmadras.

- Jeg tjekker hele tiden, også til stomien. Er der det mindste med den, så ringer jeg ind til min sygeplejerske, for jeg bliver sgu nervøs.

- Det er stadig skide svært at lære det tekniske. Det er svært at klippe hullet til i poserne, så det passer, men det kommer vel på et tidspunkt. Også når stomien får en fast størrelse. Lige nu er det lidt frustrerende. Men i samarbejde med min stomisygeplejerske har jeg aftalt, at jeg skal skifte to gange om dagen, så det kommer nok hurtigt med at lære det.

Veninden sagde undskyld

- Jeg har nogle venner, der er begyndt at kunne forstå, hvorfor jeg har været så meget fraværende. En af mine veninder, der altid blev sur, hvis jeg tog hjem fra en bytur en halv time efter, vi var kommet, fordi jeg havde ondt i maven, kom faktisk efter operationen og sagde: ‘Okay, nu forstår jeg hvorfor, du har haft så ondt’.

- Selvom jeg egentlig har forklaret hende det, så har hun ikke kunne sætte sig ind i det før nu. Men nu kan hun se, hvor glad jeg er, hvor åben jeg er, og hun kom og besøgte mig og sagde: ‘Ej, hvor har du fået meget glød i ansigtet, og dine øjne stråler. Det er helt utroligt, at du har det så godt’. Og hun ville selvfølgelig gerne sige undskyld for, at hun havde været så sur, hver gang jeg havde valgt at tage hjem.

- Så det bliver spændende næste gang, vi skal prøve at tage i byen uden at tage hjem. Jeg kommer nok ikke til at drikke mig en kæp i øret, for jeg skulle jo gerne kunne håndtere posen, men bare at kunne være ude en hel aften uden at skulle tage hjem, det ville være noget nyt.

Se også: Veninden Amalie: Jeg tænker aldrig over det

Om et år har jeg heller ikke fortrudt

- Hvis jeg kan skal give et råd til andre, der skal opereres for stomi, så vil nok sige, at de skal tænke lidt på, hvad for et liv, de kan få, og hvor meget livsglæde, de kan få tilbage. Men det er også nemt at sige, fordi det sagde folk også til mig, og jeg svarede: ‘Det er fint - det ved I ikke en skid om’. Men nu der kan jeg mærke forskellen.

- Man siger jo, at det første år er det sværeste både fysisk og psykisk. Men jeg er sikker på, at om et år, der har jeg overhovedet ikke fortrudt det. Og allerede efter tre uger er jeg meget stolt over mig selv.