Da Andreas var 17 år og gik i 3.g, blev han syg med Colitis Ulcerosa og måtte droppe ud af HHX. Efter et års tid med svær Colitis Ulcerosa, fik Andreas lavet stomi, men på grund af adskillige udfordringer med stop, smerter og tarmslyng, fik han efterfølgende lavet J-pouch.

‍

Nogen får stomi, bare ikke mig

‍

Første gang stomi blev bragt på banen, tænkte Andreas: ‘Det kommer aldrig til at blive mig, det er alt for fremmed’. Når han tænker tilbage, skyldtes det bl.a. scenen fra serien Klovn, som har gjort stomi til noget ulækkert og ufrivilligt komisk.‍

‍

- Da jeg fortalte mine venner om muligheden for stomi, blev der gjort lidt sjov med det. Sikkert fordi det er så fremmed og svært at håndtere, men det gjorde mig ret ked af det. Det var rigtig ærgerligt, og jeg ville have ønsket, at jeg havde åbnet mere op omkring det.‍

‍

Det var netop Klovn-scenen, som klassekammeraterne associerede med stomi. Andreas havde svært ved at finde støtte og forståelse blandt vennerne, men bebrejder dem på ingen måde. Hans forklaring er, at det er tabubelagt at tale om afføring, og at det bliver for intimt for andre. Det bliver lidt for 'farligt og ubehageligt' at tale om. Derfor stoppede Andreas også med at tale om sin sygdom og stomi med sine venner.‍

‍

Se også: Frank Hvam siger undskyld og støtter op om Stomiguiden.dk

‍

Isolation eller stomi?

‍

Imens Andreas var syg, var det ikke muligt for ham at få søvn nok. Det førte bl. a. til at hans hud slog ud. Dårlig hud gjorde, at hans selvtillid faldt, sammen med lysten til at være social. Derfor begyndte Andreas at trække sig fra sine klassekammerater, og til sidst følte han sig helt isoleret, fordi han hverken havde lyst eller var i stand til at forlade sit værelse pga. sygdommen.

‍

Andreas endte med at miste kontakten med klassekammeraterne, fordi han var syg og indlagt på hospitalet af mange omgange. Han missede også fejringen af kammeraternes studenterhuer og vognturen. Forløbet fik Andreas til at reflektere over, hvad ‘det gode liv’ indebærer og hvad det vil sige at være ‘normal’. Han kom frem til, at der ikke er andre end ham selv, som skal definere hvad der er godt og hvad der er normalt.

‍‍

- Hvis en stomi kunne gøre det muligt for mig at komme tilbage til mit liv med sport, venner og fester, så er det lige meget om det kommer ud den ene eller anden vej.

‍

Jeg er ikke min stomi

‍

- Da jeg kom hjem fra hospitalet efter stomioperationerne, der syntes jeg bare, det var helt fantastisk, at man kunne vågne om morgenen og kigge ud af vinduet uden at skulle skynde sig på toilettet.‍

‍

Andreas kunne mærke livskvaliteten stige. Han fandt ud af, hvor meget han nyder at være i naturen, og hvor meget pris han sætter på frisk luft - noget han virkelig savnede, imens han lå indenfor og var meget syg. I takt med at hans søvn blev stabil, fik Andreas også bedre hud, og selvtilliden steg. Da Andreas skulle gøre 3.g færdig og starte i en ny klasse, gjorde han sig mange tanker om, hvorvidt han skulle fortælle sine nye klassekammerater om sin stomi, eller om han skulle holde det for sig selv.‍

‍

- Jeg ville ikke være ham med stomi, jeg ville bare gerne være Andreas. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke behøver at definere mig selv ud fra stomien.

‍

Normalitet og idealer

Havde stomien fungeret uden komplikationer, ville Andreas gerne have beholdt den. Men på grund af stop, smerter og tarmslyng har Andreas i stedet fået J-pouch. Stomiguiden.dk spørger ind til, hvordan forskellen føles ift. udseendet og tanken om at skulle møde nogen. I begyndelsen var Andreas bange for, at det ville blive akavet og bøvlet med en pose. Han kom aldrig til at afprøve det, før han fik J-pouch, men han nåede at gøre sig en del tanker.

‍‍

- Min tilgang er, at hvis en person synes at stomien er et problem, så er det mere sigende om den person end om dig. Man skal ikke tage det som et nederlag, hvis personen fravælger dig, fordi du har en stomi. Så er personen nok ikke den rette.

‍‍

At han har oplevet at have stomi, har fået Andreas til at se nyt på de samfundsskabte krops- og skønhedsidealer.‍

‍

- Som ung går man og sammenligner sig selv med andre - især jævnaldrende. Hvis man har en pose på maven, kan man komme til at tænke, at ens krop er anderledes. Ligesom at køn skal se ud på en bestemt måde. Der er et ideal – og hvis man ikke lever op til det ideal, er man så god nok til at finde en partner?

‍‍

Læs også: Fitness og anerkendelse giver Anna følelsen af en smuk krop‍

‍

Andreas er ærlig omkring sine følelser og oplevelser med både stomi og J-pouch. Og selvom man er opmærksom på, at normalitet er en forvrænget forestilling, og krops- og skønhedsidealer er langt fra virkelighedens forskelligheder, så kan det alligevel være svært ikke at måle sig efter dem.‍

‍

- Desværre har jeg oplevet, at efter posen kom af og jeg fik J-pouch, så gør det bare noget, at jeg ligner mere de andre igen. Jeg synes det er rigtig nederen, at det skal være sådan, bare fordi man er mere normal-lignende.

‍

Andreas har lært af sin stomi

Omvendt har Andreas et langt mere åbent sind ift. andres forskelligheder.

‍

‍- Jeg er ligeglad med om du har stomi eller hvad du har, hvis jeg bare kan lide dig som du er, så falder det andet i baggrunden. Personligt er jeg ret ligeglad med hvordan andre mennesker ser ud - så det er lidt underligt, at jeg selv går rundt og tænker så meget over, om jeg selv stikker ud.

‍

Andreas har en stor interesse for samfund, klima og natur - og stomien er der ingen af hans klassekammerater som ved, at han har haft. Han har lært en masse gennem sit forløb. Noget af det vigtigste han tager med sig, opsummerer han her:

‍

‍- Det er ikke så vigtigt, hvordan andre opfatter én. Det er vigtigt, hvordan man har det med sig selv, og at man føler sig godt tilpas.