Han ville ikke hjem. Han ville simpelthen bare ikke!

‍

Han var lige blevet færdiguddannet, og det varme og festlige liv som rejseguide for Star Tours på Grand Canaria var kun lige begyndt. Men sådan var det også med mavesmerterne. Sygdommen Colitis Ulcerosa havde ellers aldrig voldt Nicolaj Brusendal store problemer, men med et mere og mere fast greb i tyktarmen hev sygdommen ham nu ud af ferieparadiset.

‍

Han havde trukket den så længe, han kunne, med forskellige behandlinger, men nu fortalte de spanske læger, at en medicinkur med remicade var sidste udvej, og så insisterede hans forældre på at få ham hjem. En ulykkelig og hammersyg Nicolaj fik overbevist lægen fra rejse-assistancen om, at han godt kunne flyve. Han pakkede hele sin lejlighed ned med visheden om, at han måske aldrig kom tilbage, og med udsigten til en forfærdelig flyvetur:

‍‍

- De fem timer i flyveren var et helvede. Der var alle tankerne, og min tyktarm var meget betændt, og jeg kunne mærke trykket i tarmene. Da jeg kom hjem, sagde lægerne også, at det ikke havde været forsvarligt at lade mig flyve, fordi min tarm kunne have eksploderet.

‍‍

Da han landede i Kastrup, blev han hentet af sin mor, der arbejdede i lufthavnen, og han besvimede næsten på vej ud af flyveren. Turen gik direkte til Herlev Hospital, og efter et par dage og en remicade-kur senere stod Nicolaj over for at skulle have en stomi.

‍‍

- Efter et par nætter med store smerter, hvor jeg skreg, som jeg aldrig havde skreget før, kom lægen og sagde, at selvom mine infektionstal var faldet, betød de store smerter, at jeg skulle opereres. Der var et par timer til, forklarede han. Og så stod han og snakkede en halv time, og jeg hørte ingenting. Jeg så bare mit liv passere forbi, og så gik det fuldstændig i sort.

‍‍

Græd af glæde

‍‍

Når Nicolaj i dag – her tre år senere – sidder i sofaen i sin lejlighed på Nørrebro i København og fortæller om dagene omkring sin operation, så er det næsten som at være blevet inviteret ombord på en turist-bus med en dygtig rejseguide forrest i bussen. Den solbrune kulør, den stilede og tætsiddende skjorte og den energifulde og lattermilde fortællestil afslører, at her er en person, der er vant til at præsentere sig selv og fortælle historier.

‍

Men hans nuværende fremtoning står i skarp kontrast til den Nicolaj, der lå i sygesengen på Herlev Hospital for tre år siden, fortæller han:

‍‍

- Jeg var så sur og ked af det. Mine forældre har også fortalt, hvor dårligt humør jeg var i, og jeg var altså lagt nede. Men tanken om at komme tilbage som guide fyldte alt. Det var det eneste, jeg brændte for. Jeg ville tilbage med det samme.

‍‍

Og det kom han. Blot få måneder efter operationen landede han igen på Grand Canaria, og selvom hans liv og fremtidsdrømme havde taget noget af en de-tour, så var han nu tilbage i de livsrammer, han havde set for sig. Og han var euforisk:

‍‍

- Jeg kan ikke engang huske, at jeg kom i lufthavnen, men min kammerat Peter hentede mig, og så husker jeg bare den 30-minutters tur fra lufthavnen og ind til dér, hvor vi boede. Jeg begyndte faktisk at græde i bilen, fordi jeg var så glad. Jeg så bare livet komme tilbage til mig. Jeg var så lykkelig.

‍‍På fornavn med stomien

‍‍

For Nicolaj har alle de grublende tanker, som en del stomister gør sig omkring rejser og rejseliv, aldrig fyldt særligt meget. Måske fordi han allerede var rejseguide, inden han fik stomi, eller måske fordi han var så opsat på at komme tilbage til sit rejse-liv, at han slet ikke tænkte over, at det skulle ændre noget. Men det betyder ikke, at Nicolaj vendte uforandret tilbage:

‍‍

- Jeg vidste jo godt, at jeg kom tilbage som en lidt anden person. Jeg er blevet anderledes mentalt, og jeg tænker også anderledes om ting og sager. Folk bliver tit så sure over småting, og det vælger jeg bare ikke at bruge negativ energi på. Jeg tror også, jeg var positiv og udadvendt, før jeg fik stomi, men det har helt klart gjort mig til et bedre menneske.

‍‍

Den positive og udadvendte mentalitet har også kunne give ham en fordel, når han har skulle fortælle andre om sin stomi:

‍‍

- Det var det første, jeg sagde til min guide-venner. Og også nu her, hvor jeg startede en ny uddannelse for et halvt år siden: ”Hej jeg hedder Nicolaj, og jeg har stomi. Det siger jeg for jeres skyld, fordi I skal være bekvemme omkring det, fordi jeg er bekvemt omkring det.”

‍

- På samme måde sagde jeg sagde til mine nærmeste venner og familie, lige da jeg havde fået stomi: ”I skal ikke behandle mig anderledes. Så bliver jeg først ked af det. Ikke nogen særbehandling. I skal bare være stiktosset eller lave jokes, som I plejer”.

‍

Den udadvendte personlighed kommer blandt andet til udtryk ved, at alle Nicolajs venner næsten er på fornavn med hans stomi:

‍‍

- Alle min guidekammerater kender til Rosie, som hun hedder. Jeg er meget åben omkring det og laver meget skæg. Så hvis der er noget, der lugter, så siger folk: ”Puuh, det er Rosie”. Jeg synes selvfølgelig, at min stomi skulle hedde Rosie, fordi tarmen, der stikker ud, jo ligner en lille rose. Den er også rød, så derfor tænkte: ”Det skal være et pigenavn”. Jeg italesætter det altid som om, det er min kone: Jeg kan ikke rigtig komme af med hende. Hun sidder altid på mig. Hun lukker altid lort ud. Det er sådan lidt ægteskabsagtig. Og jeg har sågar lov at have andre elskere ved siden af.

‍‍

Tilbage på party-øen

‍‍

I et rejse- og ungdomsmiljø, hvor ting som badning, sexliv og alkohol naturligt fylder meget, er åbenhed omkring stomien og en ubekymret tilgang til tingene også en klar fordel, fortæller Nicolaj:

‍‍

- Jeg kom jo tilbage til guidelife på Grand Canaria. Og i vinterhalvåret er det bare party-øen, og det er alkohol et par gange om ugen. Jeg drikker ikke så meget, men jeg drak ret meget dengang ift. nu. Det gør jo afføringen lidt mere lidt flydende, men når først alkoholen er i blodet, så kommer der ikke så meget. Jeg har da også drukket mig piv-hamrende stiv, men som person er jeg altid i rimelig god kontrol, selvom jeg også er typen, der falder i søvn med bukserne nede om anklen, når jeg kommer hjem fra byen. Men hvis man har en tendens til at være helt wasted og ikke kan huske noget dagen efter, så skal man nok passe på som stomist.

‍‍

Han har da også haft irriterende episoder fra byture, som dengang hvor han tømte stomien, og det ekstra flydende output plaskede ud over tøjet. Men så er det fedt, at åbenheden gør, at han kunne dele det med kammeraterne som en sjov historie efterfølgende.

‍

Og Nicolaj har da heller aldrig set sin stomi som en belastning, når det kommer til ungdomsliv og rejserne. Han laver styrketræning i stor stil, og både hiking og cykelture er en fast del af livet på vulkanøer som Lanzarote. For slet ikke at snakke om badning og surfing:

‍‍

- Nu har jeg en pose med kliksystem, som rimeligt nemt kunne ryge af. Så I starten købte jeg sådan et par løbetights, som jeg kunne hive op over stomien, og så badebukser udover. Det så hamrende dumt ud, men jeg kunne tage rutsjebanen ligesom alle andre. Derudover har kantsikring været guld værd for mig. Når jeg sveder eller det bliver fugtigt, sidder det nærmest endnu bedre fast.

‍

- Da vi skulle ud og surfe, skal man jo starte med at ligge på maven, hvilket godt kan være lidt et problem, men ligesom med alle mulige andre ting, så tilpasser man sig. Det er hele pointen.

‍‍

Læs også: Fra et helt helvede til en halv ironman

‍‍

Livsnyder på Tinder

‍‍

Sådan er det også, når det kommer til dating og sexliv.

‍‍

- Rosie kommer tit op i en samtale, når jeg er i byen, og så fortæller jeg åbent, at jeg har stomi. Og på grund af min humor har det givet mange gode grin og skabt gode situationer. Jeg får også tit komplimenter for min krop og for bare at være mig, og det tager jeg jo til mig og bygger på min selvtillid.

‍

- Jeg har aldrig mødt nogen, der har sagt ”ad” og syntes, det var ulækkert, men jeg siger det som regel også tidligt i en flirt. Da jeg kom hjem til Danmark, har jeg også brugt Tinder en del. Og der slutter min profiltekst simpelthen med: ”Derudover har jeg stomi og en kæmpe livsnyder”. Det har jeg også kun fået god feedback på.

‍‍

Lavede en regel til sig selv

‍‍

Og Nicolaj ved godt, at selvtilliden er noget, man skal bygge op:

‍‍

- Når du er ny og sårbar stomist og måske har været meget langt nede i kulkælderen, så tænker du meget på, hvad andre tænker om dig. Jeg så en pige, der havde skrevet på Facebook, at første gang hun var i svømmehallen med stomi, så stod der tre kvinder og pegede og sagde, at hun var ulækker. Jeg skrev til hende med der samme, at det skulle hun slet ikke tage til sig, og at det slet ikke er sådan, folk er flest. Nogle fastholder måske blikket lidt længe, fordi det er anderledes, men det også ok. Men i den situation blev jeg så irriteret og ked af det, at jeg forberedte mit eget svar, hvis det skulle ske for mig.

‍

- Man kan meget hurtigt blive dømt på forhånd. Jeg er meget ekstrovert og meget på. Nogle synes, det er lidt for meget. I gymnasiet blev jeg nogle gange kaldt smartass. Så da jeg fik stomi, satte jeg meget hurtigt en regel op for mig selv: Hvis folk kan lide mig, så er det fantastisk, og så kan jeg bruge dem i mit liv. Hvis de har et problem med mig, så kan jeg nok ikke bruge så meget af deres energi. Og hvis det skal være, fordi jeg har en pose på maven, at de ikke synes om mig, så har de måske noget, de skal arbejde med. Jeg vælger jo heller ikke mine venner ud fra udseende. Det handler jo om, hvordan man matcher, og der burde en pose på maven altså ikke gøre en forskel.‍

‍

Smider gerne trøjen‍

‍

Nicolaj stoppede som rejseguide for et par år siden. Sammen med Rosie har han vejledt folk på rejse på Grand Canaria, Lanzarote, i Tyrkiet og i Thailand, og han har også boet et halvt år i Sverige. Han har bevæget sig rundt i verden, men også hen til et sted, hvor stomien nu er en fast del af hans liv og hans krop:

‍‍

- Normalt når jeg skifter pose, kører det bare på rutinen. Men her den anden dag stoppede jeg op foran spejlet og kiggede. Stomien har været en del af min krop i tre år, og jeg kan dårligt huske min krop uden den. Jeg kan jo se det på billeder, men det er bare blevet så normalt for mig.

‍

- Stomien har givet mig så mange succeshistorier og oplevelser og har et eller andet sted også gjort mig til et kærligt menneske, der giver meget kærlighed ud. Det har også givet selvtillid. I dag tager med stolthed min trøje af. Ikke for at vise min krop, men for at vise min stomi. Jeg er måske også en lidt opmærksomhedskrævende type og kan godt lide at være i centrum, men jeg føler, at jeg sender et signal om, at jeg har stomi, og det er jeg egentlig stolt over. Det har reddet mit liv.‍

‍

Da Stomiguiden.dk spørger Nicolaj, om der er noget, han vil sige til andre stomister, der tænker på det med at rejse med stomi, men måske har lidt svært ved at komme afsted, fortæller han om sine tatoveringer. Én af dem er nemlig en sætning, han har taget med sig fra en af sine yndlingsrestauranter på Grand Canaria, som betyder meget for ham:

‍

‍- Sætningen er: ”Good things never end, they make a new beginning.” For mig har det givet meget mening, når mit liv blev afbrudt af sygdom, men at vejen derefter har givet så meget tilbage. Så hvis man for eksempel frygter at rejse, så skal man ikke tøve med at tage af sted. Det kunne jo være en ny begyndelse.