Undertøj og stomi - Pænt og feminint

Hvordan kommer man i gang med at købe undertøj, når man lige har fået stomi? Kan man gå i det nye og lækre, som andre går i - og hvor køber man undertøjet henne? Det taler Sophie Due fra Stomiguiden.dk med den 18-årige Anna Westerberg om.

Til daglig studerer Anna Westerberg på HF på Esbjerg Gymnasium. Hun blev opereret og fik stomi som 16-årig. Ligesom mange andre unge med stomi, har hun haft det svært med at finde det helt rigtige undertøj. Tankerne har især gået på at finde nogle trusser i helt "normale" butikker, som er pæne og passende, når man er en ung kvinde.

- Altså, jeg kan købe alt det samme undertøj, som jeg kunne før, svarer Anna Westerberg, da vi spørger til, om der er er noget specielt, hun tænker over, når der skal købes undertøj.

Ifølge Anna må undertøjet godt være højtaljet for at skjule stomien lidt og holde det stramt ind til kroppen. Heldigvis er højtaljet undertøj 'in' lige nu. Anna fortæller da også, at det var noget, hun gik i, før hun fik stomien. På den måde har hendes stomi ikke ændret hendes hverdag i forhold til shopping af undertøj. Hun føler sig tilpas og smuk i undertøj fra helt almindelige butikker.

- Man kan stadig finde noget, som er pænt, piget og feminint med nogle blonder.

Da vi spørger om, hvad hun blev fortalt om undertøj på sygehuset, svarer hun:

- Det er meget, hvad man føler er til ældre damer, hvor man tænker, at det har jeg overhovedet ikke lyst til. Det er simpelthen for damet.

Læs også: Følg efterårets mode - også med stomi

Til interviewet har vi indkøbt forskelligt undertøj fra butikker fx. Monki, H&M, Magasin og Weekday. Der er flere farver og former, der illustrerer, at du som ung kvinde med stomi godt kan finde undertøj i de samme butikker, dine veninder går i.

- Det er vigtigt at kunne gå i det, som man gjorde før. For mig er det vigtigt at skjule det, hvor for andre er det vigtigt at fremhæve det (stomien - red.), at det er en del af os.

En ting er sikkert: Det er muligt at købe undertøj i helt almindelige butikker og via internettet. Der er også mulighed for at købe specialproduceret undertøj til personer med stomi, men du behøver ikke bruge store mængder af penge i disse specialbutikker, hvis du ikke har lyst. Anna fortsætter:

- Altså, jeg køber både i H&M, der er faktisk mange forskellige muligheder - også i Monki. Det kommer også an på, hvad man plejer at give for undertøj, fordi man kan sagtens få flotte underbukser, som koster det samme, som inden du fik stomi.

Sidst i interviewet spørger vi Anna, om hun har et godt råd til andre unge, som ikke ved, hvad de skal gøre i forhold til at købe undertøj første gang.

- Jeg tror ikke, at man skal være så bekymret over det. Man skal bare gå ud med sine veninder, måske første gang med sin mor – og så bare gå rundt og kigge lidt i de forskellige butikker. Fordi der er faktisk en masse ting, som man ikke har lagt mærke til inden.

Se også: Mode og stomi: kan jeg gå i det tøj, som er nice?